Nyheder

HTX-elever redder verden: Karse på Mars og alger til aftensmad

LarsHusum.jpg
Foto: Underviser på HTX Lars Mikael Husum og navnesøstrene Emma. De to elever forsøger at lave engangskopper af bananskræller.

Det summer af aktivitet i tekniklaboratoriet på Rybners Tekniske Gymnasium (HTX). Tredjeårseleven Sandie står med store brandsikre handsker på hænderne og holder noget, der man ved første øjekast ligner en sammenfiltret fiskeline, hen over en tændt bunsenbrænder. Det viser sig, at hun varmer plastik op for at blødgøre det. Sammen med veninderne Line og Nicoline forsøger hun at lave tøj af plastaffald.

- Plast er en stor synder, når vi taler om forurening i naturen og havet. Pigerne prøver at lave garn af genbrugsplask og sy et par sokker, fortæller Lars Mikael Husum, som underviser tredjeårseleverne i faget Teknik.

Under temaet: HTX redder verden arbejder eleverne i tre uger med selvvalgte projekter, der i det små kan bidrage til at redde verden.

- Vi tænker på de unges fremtid. Det er lige fra genbrug, over hvordan man forhindrer madspild til produktion af organisk nedbrydelig emballage, siger Lars Mikael Husum.

I Teknikfag på HTX bliver eleverne skolet i at få gode ideer og opstille problemstillinger, som de skal løse med den viden, de har med fra deres undervisning:

- Projekter som disse er typisk for HTX. Eleverne lærer matematik, fysik og kemi og så går de herned i laboratorierne og bruger den viden. Vi lærer naturvidenskabelige fag for at anvende dem – det er HTX i en nøddeskal.

Elever kommer fra forskellige faggrupper på HTX. Nogle har højniveau i Fysik andre i Kemi og nogle Programmering. I deres samarbejde i projekterne kommer deres forskellige fagligheder i spil.

IMG_8425.jpg
Foto: Sandie og hendes veninder Line og Nicoline forsøger at lave tøj af plastaffald.

Sunde proteiner og karse på Mars
Et af de mere kuriøse projekter står eleverne Benjamin og Lasse bag. De undersøger om det er muligt at dyrke afgrøder i marsjord, skulle vi en dag finde på at kolonisere den røde planet.

- Hvis vi skal kunne bo på Mars, skal vi kunne udnytte planetens ressourcer. Projektet undersøger om planter kan gro i marsjord og om de i så fald kan spises.

Drengene er startet med at dyrke karse i simuleret jord fra Mars, og venter nu på om karsen spirer.

En anden gruppe bestående af Mathilde, Caroline og Astrid undersøger under hvilke forhold alger til fx madlavning bedst og hurtigst vokser. For alger har potentiale til at blive en af fremtidens store protein- og fedtkilder:

- Alger indeholder mange sunde proteiner og marine fedtstoffer. Og så kan de gro meget hurtigt i de fleste miljøer, de skal blot have lys. Hvor man med klassiske afgrøder kan høste max tre gange om året, kan alger høstes 1000 gange på et år, fortæller Lars Mikael Husum.

Teknikfaget bygger ovenpå faget Teknologi, som eleverne har på 1. og 2. år. I Teknologi lærer de at arbejde og se de forskellige muligheder i laboratorierne på HTX. De bliver klædt på til at tænke i løsninger på tværs af fag.

IMG_8451.jpg
Foto: HTX-eleverne Benjamin og Lasse undersøger om det er muligt at dyrke afgrøder i marsjord. 

IMG_8428.jpg
Foto: Mathilde, Caroline og Astrid undersøger under hvilke forhold alger til fx madlavning bedst og hurtigst vokser.

- Wow, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før?
Underviser Lars Mikael Husum har været på skolen i flere årtier. Han er begejstret for elevernes iderigdom og lyst til at undersøge naturvidenskabens love:

- Vi laver ikke om på fysiklovene fra år til år. Men hvert år sætter vi i faget Teknik ting sammen på nye måder. Der er nogle år, hvor vi finder på ting, hvor jeg tænker: - Wow, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før?

En af dette års originale ideer er navnesøstrene Emmas banan-projekt. De forsøger at lave engangskopper af bananskræller.

- Plastikkopper tager mange år at nedbryde i naturen. En kop af bananskræller vil nedbryde hurtigt og naturligt.

På HTX får eleverne plads til at nørde igennem med eksperimenter, forsøg og projektarbejde. For ifølge Lars Mikael Husum er det én ting, at lave låste forsøg i fx biologi og matematik, hvor man følger en vejledning:

- Du får et resultat, men teori er en ting, praksis er nogle gange noget andet.

- Jeg giver dem ikke altid en vejledning. For hvis jeg fx siger, at nu skal de lave en bondegård, og de skal huske at der skal være høns, grise og en lade. Jamen, så har jeg allerede låst dem i deres hoveder.

- De må godt blive kastet ud i det. De lærer mere af selv at finde vejen fra A til B.

Flere af de forprojekter, som eleverne arbejder med, bliver senere til deres eksamensprojekter.


IMG_8449.jpg
Foto: Var det noget med en Mealshake? To HTX-elever forsøger at lave fremtidens sunde fast food. 

IMG_8421.jpg
Foto: Skal vores biler i fremtiden kører på brødrester? En gruppe forsøger at udvinde alkohol fra brød til brændstof.