Tidligere elev Christina

Christina

Christina-1

Teknisk Gymnasium er også for kreative kommunikatører

Da 20-årige Christina Stenderup skulle vælge ungdomsuddannelse, fandt hun ud af, at studieretningen ”Kommunikation, it og engelsk” (i dag svarende til "Kommunikation/it - Design) på Rybners Tekniske Gymnasium var perfekt for hende.

- Jeg var lidt i tvivl om, hvor vidt jeg kunne klare de naturvidenskabelige fag, men kombinationen af linjefagene, som jeg følte mig mest hjemme i, og de naturvidenskabelige fag, som i højere grad udfordrede mig, gav en fin balance. På den måde har htx givet mig helt vildt meget, beretter Christina, der samtidig var glad for at undgå fag som historie og latin, der ikke interesserer hende.

Der løber en vedvarende kreativ åre i Christina. Især holder hun af at tegne og interesserer sig meget for tegnefilm. Sammenholdt med hendes interesse for kommunikation forestiller hun sig, at et job på et reklamebureau vil være den helt rigtige arbejdsplads for hende, når hun om ca. tre år er færdig med at læse erhvervssprog og it-baseret markedskommunikation på UC Syddanmark i Haderslev.

Savnede gymnasiefagene
Efter at være blevet student fra Rybners Tekniske Gymnasium drog Christina fuld af gå-på-mod til Sønderborg, hvor hun brugte et år på at tage et billedkunstnerisk grundkursus på en kunstskole. Hun håbede, at det kunne forbedre hendes chancer for at slippe gennem nåleøjet og blive optaget på Animationsskolen i Viborg, men efter to forgæves forsøg, havde hun brug for at komme videre og besluttede sig for ikke at vente længere og søge ind på et andet studie, som imødekom hendes interesser. På den måde havnede hun i Haderslev, hvor hun i dag stortrives med både byens nære miljø og studiet.

- Jeg savnede de fag, jeg havde haft på gymnasiet, og er rigtig glad for at beskæftige mig med dem igen. Ligesom på det tekniske gymnasium gennemgår vi mange praksisorienterede cases og projekter, fortæller Christina.

Endnu mere kobling mellem teori og praksis får hun via sit studierelevante studiejob ved Nybolig Erhverv, hvor hun tager sig af en række forskellige markedsføringsopgaver.

- Det er ganske enkelt motiverende, når man kan se, at det man laver, rent faktisk kan bruges til noget, fastslår den kreative htx-student.

Christina-3